Tilmelding

Spørgsmål om Brande City

Vi har nedenfor givet svar på de mest spurgte spørgsmål om Brande City.
Hvis du har andre spørgsmål, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte Brande City. 

Hvad er formålet med Brande City?

Foreningen har følgende formål:

•at være et koordinerende forum, der kan bidrage til at fremme udviklingen i Brande og lokalområderne omkring Brande, samt være talerør for og styrke samarbejdet mellem de mange aktører i Brande og omegn.

•at udvikle og markedsføre Brande som en attraktiv og aktiv by inden for handel, erhverv, kultur, fritidsaktiviteter og bosætning.

•at repræsentere medlemmernes fælles interesser og synspunkter over for borgere, offentlige myndigheder og lignende, herunder at deltage aktivt i den offentlige debat i det omfang, at man som aktiv debattør og forhandlingspartner kan varetage medlemmernes fælles interesser.

•at fremme forståelsen og samarbejdet mellem foreningens medlemmer, så Brande fremstår som en attraktiv by for såvel borgere, handelslivet, erhvervslivet, kulturlivet, fritidsklubber og foreninger.

 

Hvem arbejder Brande City for?

Brande City arbejder for alle borgere i Brande og opland, og for at skabe en endnu bedre by, til glæde for alle områdets borgere.

Vi er selvfølgelig klar over, at enhver ændring og ethvert tiltag, ikke nødvendigvis er ønsket af alle borgere, men bestræbelserne er, at alt som foreningen laver skal være til gavn for Brande og opland, og for så mange borgere som muligt, men aldrig på bekostning af andre byer i og udenfor kommunen.

 

Har Brande City noget politisk tilhørsforhold?

Nej, vi arbejder for et fælles Brande og opland, og har ingen politiske kasketter på.

Hvad foreningens medlemmer stemmer på privat, er ikke relevant for foreningens arbejde.

Vi arbejder derimod sammen med alle politikerne og embedsværket for at fremme udviklingen i Brande og opland.

 

Hvordan opstod Brande City?

Idéen til at lave en samlende forening for Brande og opland opstod under et Rotarybesøg på Rådhuset i Ikast. Under mødet blev der talt om problematikken i, at Brande ikke havde en samlende forening, på lige fod med de fleste andre byer i kommunen. Politikerne efterspurgte en sådan forening, da de ikke vidste hvem, de skulle kontakte i forskellige situationer. Der havde været forskellige tiltag til at lave noget, der kunne samle byen, men ingen af disse tiltag havde rigtigt fået grobund. Samtidig var der Handelsstandsforeningen, Borgerforeningen samt Brande.dk, som alle sammen havde lidt andre formål end en samlende forening ville have. Efter mødet, som foregik i Byrådssalen, tog Jens Pedersen kontakt til Preben Christensen (som på daværende tidspunkt var afgående Viceborgmester), og foreslog, at der skulle laves et forsøg på at skabe en samlende forening. Jens og Preben fik efterfølgende fat i Kent Lykke og Axel Månsson, og spurgte om de var klar til at gøre et stort stykke arbejde for byen, hvilket de var.

Derefter nedsatte de 4 personer sig i ”360° Brande” (som nu hedder "Planlægnings- & Udviklingsudvalget"), som i første omgang havde til formål, at høre byens foreninger, borgere, Handelsstandsforeningen og Borgerforeningen, om de var interesseret i, at der blev lavet en samlende forening for byen. Der var stor interesse derfor. En masse praktiske ting kom på plads vedr. nedluk og sammensmeltning af Handelsstandsforeningen og Borgerforeningen, og Brande City kom til verden på den Stiftende Generalforsamling på Hotel Dalgas d. 15. november 2018.

 

Kan alle blive medlem af Brande City?

Ja, der er et udvalg der passer til alle. Hvilket udvalg du kan melde dig ind i, afhænger af om du er Borger, Forening, Detail eller Virksomhed.

Du kan læse mere om dette under de forskellige udvalg på hjemmesiden.

 

Hvor længe gælder mit kontingent?

I udvalgene Borger & Aktivitet, Erhverv samt Sport & Kultur gælder en kontingentbetaling for 1 år. Detailudvalget betaler kontingent halvårligt.

Husk, at for at stemme på Generalforsamlingen, skal du have et gyldigt medlemskab på dagen for Generalforsamlingen.

 

Hvad får jeg for mit medlemskab?

Når man er medlem af Brande City støtter man den lokale udvikling i en fælles ånd. Der er umiddelbart ikke nogen specielle ”goder” ved at være medlem af foreningen, andet end et ønske om at skabe et endnu bedre Brande og opland,- til glæde for alle borgere, virksomheder, foreninger og butikker.

Og jo, så får man selvfølgelig også mulighed for at gøre sin indflydelse gældende via stemmeret på generalforsamlingen.

 

Hvordan kan jeg bidrage og hvordan får jeg indflydelse?

Som skrevet, så kan alle blive medlem af Brande City i den medlemskategori man tilhører, f.eks. Borger, Forening, Detail eller Virksomhed. Et medlemskontingent er det grundlæggende bidrag man kan give for at støtte foreningens arbejde.

Har man lyst til at gøre en ekstra indsats udover at betale kontingent, er dette også muligt, og værdsat. De forskellige udvalg har gang i rigtigt mange aktiviteter, og som alle andre foreninger, har udvalgene i Brande City altid et ønske om at inddrage så mange som muligt i foreningens arbejde. Derfor, hvis du ønsker at bidrage med arbejde for og i foreningen, skal du bare kontakte udvalgsformanden i det udvalg som du påtænker at ville hjælpe i.

Ligeledes, et medlemskab giver indflydelse. Er du medlem i et udvalg, har du stemmeret på den årlige generalforsamling, på lige fod med alle andre medlemmer i udvalget.

 

Hvor mange personer sidder i udvalgene og bestyrelsen?

P.t. sidder der samlet set 28 personer i udvalgene, men dette kan variere efter hvor mange udvalgsmedlemmer der optages i de forskellige udvalg.

Brande City har en bestyrelse på 7 personer, der dannes af formændene for de fem underudvalg, samt en kasserer og et bestyrelsesmedlem. Bestyrelsen vælger selv sin formand.

Formændene for udvalgene Erhverv, Detail, Sport & Kultur samt Udvikling & Planlægning er automatisk medlemmer af bestyrelsen. Desuden vælges formanden for Borger & Aktivitetsudvalget, samt to yderligere medlemmer på generalforsamlingen.

Formændene for de 5 udvalg sammensætter selv udvalgsmedlemmerne.

De gældende Vedtægter og Forretningsorden kan ses på hjemmesiden for Brande City.

 

Hvordan kan jeg se hvad Brande City laver?

Brande City vil forsøge at informere så meget som muligt om foreningens aktiviteter via hjemmesiden, foreningens Facebook side, samt i pressen når dette er relevant.

 

Hvem kan jeg kontakte, hvis jeg har et spørgsmål til Brande City?

Afhængig af hvilket spørgsmål du har, kan du enten tage kontakt direkte til udvalgsformanden for dét udvalg som dit spørgsmål berører, eller evt. tage kontakt til formanden for Brande City, hvis du er i tvivl om hvem du bør kontakte. Hvis dit spørgsmål kommer til den forkerte, skal vi nok sende spørgsmålet videre til den korrekte person i Brande City. Og hvis du er i tvivl, kan du altid sende dit spørgsmål til mail@brandecity.dk, og så leder vi spørgsmålet videre til den relevante person eller udvalg.


 

Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram